lørdag den 24. september 2016

Klassisk fredag aften i North Carolina


Fredag aften i North Carolina: vi har set en klassisk amerikansk high school fodboldkamp (vores hold, John A. Holmes High School, vandt). Der er imponerende opbakning til sådan en kamp og så har de enhver high school et kæmpe band, der spiller i pausen – sådan et vil jeg også have på Gribskov Gymnasium – det ville være sjovt!


torsdag den 22. september 2016

På studietur til USA

Sammen med 3.v og to lærere er jeg nu på vej til North Carolina for at besøge en af vores partnerskoler. På Gribskov Gymnasium arbejder vi fokuseret med at få udveksling ind som en naturlig del af alle elevers studietur, og jeg kan også se frem til selv at bo indkvarteret privat. 

Vi håber på, at vi med udvekslingsrejser kan udvide elevernes horisont og vise dem ukendte sider af verden ved, at de oplever livet i en familie i et andet land.

Når vi nu tager til USA, bliver det særligt interessant at opleve valgkampen på tæt hold og få indblik i den almindelige amerikaners holdninger og forsøge at begribe det ufattelige i Trumps massive tilslutning. 

Vi kan se frem til at opleve Edenton i North Carolina, hvor vores partnerskole, John A. Holmes High School ligger, og turen afsluttes med nogle dage i Washington.

Jeg vil undervejs sende lidt rejseberetninger hjem via bloggen her.


onsdag den 21. september 2016

Endnu en trist besked



Desværre må jeg nu igen skrive et trist blogindlæg. Raman Youssef Ali døde i et tragisk biluheld i sidste uge. Raman Youssef Ali var med i et projekt, som Gribskov Gymnasium sidste år startede i samarbejde med Gribskov Kommune. Vi kaldte projektet ”Klar til Uddannelse”. Det var målrettet dygtige unge flygtninge og skulle være første skridt på vej mod en uddannelse i Danmark. Raman var en særdeles dygtig og glad ung mand, der trivedes her og fik mange venner på gymnasiet. Han var mønstereksemplet på vellykket integration og han er gået bort i en alt for tidlig alder.

På morgensamlingen i dag ærede vi Ramans minde med et minuts stilhed. Mine tanker 
går til Ramans familie og venner.


torsdag den 11. august 2016

Trist besked starter det nye skoleår


Så er alle elever igen mødt på Gribskov Gymnasium – klar til et nyt skoleår.

I år måtte jeg desværre starte året med en meget sørgelig besked til alle elever. I løbet af sommeren skete der det tragiske, at Annemette Mortensen, der blev student i juni, døde i et trafikuheld. Annemette var en glad og dygtig pige, der var meget vellidt af både lærere og elever. Hun er gået bort alt for tidligt og det er umuligt at begribe den sorg, som hendes familie og venner nu bærer på. For at ære Annemettes minde startede vi derfor skoleåret med et minuts stilhed for hende.   

Mine tanker går til Annemettes forældre, familie og venner.