mandag den 14. august 2017

Nu summer Gribskov Gymnasium igen af liv


Så er vi i gang igen!

2.g og 3.g’erne startede lige på med undervisning. 1.g’erne havde en lidt roligere start med en introdag, hvor deres teamkoordinatorer og GG-guider tog sig godt af dem.

Det er altid en fornøjelse at tage imod de nye forventningsfulde 1.g’ere. De er glade, men spændte og måske lidt nervøse. Dette års 1.g’ere er helt særlige, fordi de er den første årgang, der skal følge den nye gymnasiereform. De vil opleve et helt nyt grundforløb, hvor de bliver udfordret på deres studieretningsvalg i vores særlige studieretningsintroduktionsforløb, og de vil nysgerrigt kunne suge læring til sig uden præstationsangst, da grundforløbet er karakterfrit – ingen standpunktskarakter og ingen karakterer i skriftlige opgaver. To fag skal der dog gives afsluttende karakterer i: naturvidenskabeligt grundforløb og almen sprogforståelse.

Vi vil gøre alt for at 1.g’erne lærer hinanden at kende på kryds og tværs og vi lever op til vores ideal om at være en rummelig skole med højt til loftet.

Jeg håber, at alle elever får et forrygende år fuld af faglige udfordringer og lærerige og sjove oplevelser i fællesskab både her på gymnasiet, på ekskursioner og på studie- og udvekslingsture til vores mange internationale partnerskoler.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar